Amazonas – en rejse tilbage til naturen

Jeg ser mig selv som en erfaren rejsende. Efter at have backpacket jorden rundt flere gange, boet i fem forskellige byer på tre kontinenter og arbejdet 25 år i rejsebranchen, troede jeg, at jeg havde set det meste, i hvert fald mere end de fleste. Men jeg var ikke forberedt på dette.

Jeg har besøgt tropiske regnskove, tempererede skove, tågeskove, arktiske skove, savanner, ørkener og naturens vidundere på næsten alle kontinenter. Alligevel har alle disse oplevelser haft én ting til fælles: de er blevet oplevet fra en menneskeskabt “udsigtsplatform”, med alle moderne bekvemmeligheder inden for rækkevidde.

Vi er sjældent mere end én meter fra vores mobiltelefon, altid tilgængelige, altid online, og vi klager, hvis forbindelsen forsvinder, selv 12.000 meter over jorden.

Så når jeg siger, at jeg ikke var forberedt, handler det ikke om, at jeg glemte tandbørsten eller myggesprayen. Jeg var ikke forberedt på følelsen af at rejse tilbage i tiden – til en æra, hvor mennesket ikke kontrollerede naturen, men levede i harmoni med den.

Ind i det ukendte

Da jeg læste om Wao Eco Glamp og så de flotte billeder, virkede det som et firestjernet sted – og det var det også, når det gjaldt komfort og service.

Men den virkelige historie handlede ikke om luksus, men om stedet – Yasuni Nationalpark.

Efter en flyvetur fra Quito landede jeg i Coca, den østligste by i Ecuador – lige på kanten af Amazonas. Jeg blev mødt af tre lokale mænd i T-shirt, shorts og klipklapper i en minibus med åbne vinduer og høj latinamerikansk musik. Jeg ankom en dag efter resten af gruppen og fik derfor en lidt improviseret transport – noget, der passede perfekt til omgivelserne.

Vi kørte sydpå, forbi små landsbyer, oliefelter med flammer, der lyste op i horisonten, og tæt jungle. Jeg forsøgte at følge ruten på Google Maps, men signalet blev svagere og svagere. Kortet blev mere pixeleret og frøs til sidst helt. Jeg prøvede at downloade offlinekort, men opgav, da jeg indså, at jeg brugte mere tid på skærmen end på landskabet udenfor.

Bådturen

Til sidst stoppede vi ved en lille flod med stejle bredder. En gruppe lokale var i gang med at laste en lang, smal træbåd fuld af forsyninger. Det var mit andet hint om, hvad der ventede.

Båden var læsset med frugt, grøntsager, vanddunke – og to kvinder, hvoraf den ene holdt et spædbarn. Den var måske otte meter lang og halvanden meter bred, med en lille påhængsmotor og en ung mand i shorts og undertrøje ved roret.

Jeg fik hjælp ned ad skråningen, tasken blev lagt ombord, og jeg blev vist hen til et solidt træsæde forrest i båden. Jeg tilbød min plads til kvinderne, men de smilede og rystede på hovedet – sædet var tydeligvis tiltænkt mig.

Motoren startede, båden blev skubbet ud, og vi forsvandt ned ad floden – ud i et hav af grøn vegetation.

Jeg tog mobilen op for at tage et billede, men skærmen viste ikke bare “intet signal” – der stod “Intet netværk”. Jeg lagde den væk. Det var stille, kun lyden af motoren og junglens rytme. Der forstod jeg det: jeg forlod civilisationen. 

Naturen i høj opløsning

Det er sjældent, vi sidder helt stille og virkelig observerer vores omgivelser. Det kan føles både beroligende og overvældende. Men dette – det var noget helt andet.

Tropiske planter voksede i alle retninger og kæmpede om lyset. Enorme træer, 60–70 meter høje med stammer brede som busser, husede tusindvis af fugle. Insekter summede i luften, og vores unge kaptajn manøvrerede mellem væltede stammer med imponerende ro.

Farverige isfugle sad på grenene, indtil vi kom for tæt på, hvorefter de styrtdykkede hen over vandoverfladen for så at sætte sig lidt længere fremme. Hundredvis af skinnende grønne sommerfugle samlede sig i skyer langs flodbreden og steg op som et grønt fyrværkeri, når vi passerede.

Tiden stod stille. Junglen lukkede sig tættere omkring os – som om den ville favne os fuldstændigt.

Ankomst

Efter flere timer dukkede de første tegn på menneskeliv op – “glampen” og stammen, der drev den. De var vogterne af denne del af regnskoven.

Lejren var enkel, men smuk. Store telte under trækonstruktioner, hvert med eget bad, et stort spiseområde i træ, et lille køkken og selvfølgelig hængekøjer. Nogle ville måske kalde det “simpelt”, men visheden om, at alt var bygget i hånden, uden elektricitet, med materialer hentet fra junglen, gjorde det desto mere imponerende.

I løbet af de næste tre dage tog vi ud med båd og til fods, mødte stammen, der bor tæt på de “uberørte” folk i Amazonas, og lærte mere om dette enorme, næsten uudforskede område.

Mobiltelefonen blev hurtigt ligegyldig. Jeg blev ydmyg – dybt rørt – over, hvor lille man egentlig er, når man står over for noget så uendeligt stort og levende.

Dette blev en af de mest uforglemmelige oplevelser i mit liv.

Se vores rejseforslag til Amazonas