Inspiration
Tre dage i Borneos vilde jungle
5. marts 2025
Rejsebrev fra Borneo.
Skrevet af Lars, rejsedesigner i København
Borneo er et af de mest biodiverse steder i verden, og der er få oplevelser, der kan måle sig med at flyde lydløst ned ad Kinabatangan-floden omgivet af frodig regnskov og et travlt dyreliv. I tre dage havde jeg fornøjelsen af at opleve dette fascinerende økosystem på tætteste hold, med alt lige fra sjældne fugle til legende aber.
Dag 1: Sejltur på Kinabatangan-floden
Eventyret begyndte fra Sandakan i Borneos nordøstlige region Sabah. Jeg steg ombord på en båd som skulle sejle mig til resortet dybt inde i Borneos jungle. Første del af turen nedad Kinabatangan-floden gk langs med mangroveskov som efterfølgende blev afløst af frodig regnskov. De kommende tre dage skulle vise, at der langs med floden er et rigt dyreliv. Og allerede på sejlturen til resortet fik jeg en forsmag med makakaber i træerne, et par flaksende næsehornsfugle og den Blåvingede Storkenæbsisfugl, som med sin farverige dragt og imponerende længde på 35 cm, er den største og smukkeste isfugl jeg nogensinde har set. Den er mere end dobbelt så stor, som den isfugl, man kan være heldig at se langs vandløb i den sydlige del af Skandinavien.
Dag 2: Morgencruise og solnedgangstur
Tidligt om morgenen tog jeg og gruppen jeg rejste med på et morgencruise, og det var magisk at opleve, hvordan regnskoven vågnede op. Jeg så en gruppe næseaber, som hyggede sig i træerne med deres morgenmad, krokodilleunge langs med vandkanten og ved hjælp af den lokalguide fik jeg sat navn på flere af de fugle vi så. Det var bl.a. en Malajfiskeugle og den udrydningstruede Sundastrok.
Om eftermiddagen var vi på et solnedgangscruise. Her så jeg en gruppe unge han-næseaber, som svingede sig legesygt i træerne. Det virkede nærmest som om, at de skulle vise, hvor stærke de var og hvor langt de kunne svinge sig imellem grene – luften var fuld af testosteron og var ikke meget ulig en sen eftermiddag i fitnesscenteret hjemme i Danmark. Da solen gik ned over Kinabatangan-floden, spejlede dens gyldne skær sig smukt i det stille vand. Efter mørkets frembrud tændtes hundredevis af ildfluer i træer helt ud til floden og lignede næsten et levende juletræ. Uden lysforurening fra byerne strålede Mælkevejen klart på nattehimlen fik denne dag en magisk afslutning.
Dag 3: Sidste sejltur og orangutangmøde
Den sidste dag startede med en kop morgenkaffe i resortets restaurant, inden vi gik ombord på båden til endnu en tur på floden. Denne gang sejlede vi til et område, hvor pygmæelefanter ofte kan ses, men desværre var vi ikke heldig nok til at få et glimt af dem. Til gengæld var jeg så heldig at få et uforglemmeligt møde med en orangutangmor og hendes unge. De bevægede sig roligt langs flodens bred, mens hun lærte sin unge at finde føde, og de holdt sig på afstand af de krokodiller, der nogen steder lurer i vandet.
Disse tre dage på Kinabatangan-floden gav mig et helt unikt indblik i Borneos fantastiske dyreliv, uberørte natur og de uforglemmelige øjeblikke under stjernerne. En rejseoplevelse, jeg aldrig vil glemme.
Vil du vide mere?
Fortæl os, hvad du ønsker, så vi kan komme med et rejsetilbud, der passer til netop dig.

Mere inspiration

Unik ekspeditionskrydstogtoplevelse
Der findes rejser, som sætter sig dybt i sindet, og mit ophold på det femstjernede ekspeditionsskib Le Commandant Charcot er en af dem.

Galápagos: Utrolige møder med sjældne og fascinerende dyrearter
Selv for de berejste, er der få steder, der kan matche Galapagos for rå skønhed og dyreliv.




