Rejseforslag
Dr. Jones Expeditions: Peru – Patagonien
Lima – Chachapoyas – Paracas – Atacama – Chiloé – Patagonien
Tag med på en eventyrlig ekspedition i fodsporene på det 20. århundredes opdagelsesrejsende. Rejsen fra Lima til Patagonien foregår i et moderniseret DC3-privatfly, hvor et rejseselskab på op til tolv personer får opleve nogle af Sydamerikas mest unikke og utilgængelige steder.
Information om rejsen
Højdepunkter
- Chachapoyas: Bo på en luksuslodge i tågeskoven, hvor Amazonas møder Andesbjergene. Natur, dyreliv og den fascinerende historie om det mystiske Chachapoya-folk.
- Paracas: Glamping ved en oase i sandklitterne, middag under stjernerne og indsamling af kammuslinger sammen med lokale fiskere.
- Atacama: Rejseselskabet bor på en luksuslodge med panoramaudsigt over det unikke, månelignende landskab i verdens tørreste ørken.
- Chiloé: Den smukke skærgård ud for Chiles kyst med flot natur, UNESCO-fredede trækirker og gamle myter, som stadig lever videre.
- Patagonien: Det majestætiske bjerglandskab længst mod syd på kontinentet, hvor gaucho-kulturen stadig lever i bedste velgående.
Rejsedatoer i 2026
26. sep. – 8. okt. (Lima til Patagonien)
7. okt. – 18. okt. (Patagonien til Lima)
18. okt. – 30. okt. (Lima til Patagonien)
Pris
Fra kr. 395.000 per person.
Pris per person når to rejser sammen. Rejsen kan forlænges og udvides med flere destinationer.
Rejsens endelige pris afhænger af tidspunkt og tilgængelighed – jo tidligere du henvender dig, jo flere valgmuligheder og skræddersyede løsninger kan vi tilbyde.
Prisen inkluderer
- Flyrejser mellem destinationerne i Sydamerika med DC3-privatfly
- Alle måltider og drikkevarer
- Alle udflugter og aktiviteter
- 1 nat på Hotel B, Lima*
- 3 nætter på Gocta Nature Reserve, Chachapoyas
- 2 nætter i Dune Camp, Paracas
- 2 nætter på Tierra Atacama
- 1 nat på Refugia Chiloé
- 3 nætter på Tierra Patagonia
* Ikke inkluderet i modsat retning, når rejsen afsluttes i Lima.
Prisen inkluderer ikke
- Flybilletter til/fra Sydamerika
- Rejse- og afbestillingsforsikring
- Aktiviteter, der ikke fremgår af rejsebeskrivelsen
- Evt. drikkepenge til lokale guider og chauffører
- Personlige udgifter
Kort

Oplevelsen
Tag med på en eventyrlig ekspedition i fodsporene på det 20. århundredes opdagelsesrejsende. Rejsen fra Lima til Patagonien foregår i et moderniseret DC3-privatfly, hvor et rejseselskab på op til tolv personer får opleve nogle af Sydamerikas mest unikke og utilgængelige steder.
Man siger, at eventyret begynder dér, hvor vejen slutter. Dr. Jones Expeditions har taget ordsproget bogstaveligt og lanceret et koncept, som kan opsummeres med nøgleordene eventyr, retro og luksus.
Gennem det 20. århundrede førte strabadserende opdagelsesrejser i Sydamerika til, at historiske civilisationer og kulturskatte blev kendt for verden. I områderne i og langs Andesbjergene i den vestlige del af kontinentet har både inkariget og andre civilisationer sat varige spor efter sig.
Indiana Jones-filmene har fascineret og engageret en hel verden, når kombinationen af eventyrlyst, historiens vingesus og mystik væves sammen. Det er i denne ånd, rejsen gennem Sydamerika er tilrettelagt, men med et element af komfort og tidløs glamour, som fortidens opdagelsesrejsende kun kunne drømme om. Det specialbyggede DC3-fly har plads til tolv personer, som i løbet af tolv dage får opleve Sydamerikas mest unikke steder, hvor jungle og steppelandskaber møder Andesbjergene. Og hvis der skulle være nogen tvivl; flyet er af samme type propelmaskine som i Indiana Jones-filmene. Dog i en moderniseret, opgraderet og specialbygget retroversion.
Rejseplan
Lima
Perus hovedstad har haft stor betydning gennem tiderne, fra inkariget og kolonitiden til sin nuværende status som en kulinarisk ledestjerne blandt verdens storbyer. Den første nat tilbringes på Hotel B, et luksushotel i en herskabelig bygning fra 1904. Tiden i Lima bruges på at lære hinanden at kende og nyde god mad samt få nogle kulturelle smagsprøver på både det moderne og historiske Lima.
Chachapoyas
Chachapoyas ligger i overgangen mellem Andesbjergene og Amazonas i Peru. I realiteten var regionen længe fyldt med sorte pletter på landkortet og blev først for alvor udforsket i 1990’erne. Det var i den tætte tågeskov højt oppe i bjergene, at det myteomspundne Chachapoya-folk holdt til. De var kendt som både krigeriske og mystiske, med mumificerede forfædre placeret som en form for grænsevagter mod inkaerne.

Indtil for ganske nylig har historiebøgerne gengivet inkaernes version, hvor Chachapoya-folket blev besejret og tvangsforflyttet til andre dele af inkariget. Nyere forskning i de lokale oprindelige folks gener fortæller imidlertid en helt anden historie. Tværtimod tyder alt på, at det folk, som blev kaldt ”Warriors of the Clouds”, ikke lod sig erobre af de mægtige inkaer, men holdt stand og bevarede både territorium og kultur i de efterfølgende århundreder.

Paracas
Rejsen fortsætter sydpå til Paracas. Den lille havneby er omgivet af et særegent landskab, hvor klipper og sand med røde nuancer langs kysten glider over i et ørkenlandskab med sandklitter og oaser længere inde i landet. Her bor I i solide canvastelte blandt sandklitterne og spiser middag under den fantastiske stjernehimmel, som viser sig fra en helt anden side, end du er vant til, langt fra kilder til lysforurening. I kommer også med lokale fiskere ud i båd for at samle kammuslinger, og de, der har lyst, kan låne dykkermaske og snorkel for at deltage i selve indsamlingen. Når Limas toprestauranter opnår både to og tre Michelin-stjerner, kommer meget af deres fisk og skaldyr netop fra disse farvande.

Atacama
Et nyt sceneskifte venter, når I ankommer til Atacamas månelignende landskab. Det kunne have været kulisserne til en film om en postapokalyptisk verden med vulkaner og varme kilder. Samtidig er der noget enestående smukt over det hele med røde nuancer i bjergene, hvide saltsletter og blå laguner skabt af underjordiske vandkilder. Her finder man også de berømte Nazca-linjer. Det er 2.000 år gamle geoglyffer, gigantiske omrids af dyr hugget ind i stenlandskabet, som kun er synlige fra fly og satellitter.
Fra en luksuslodge med alle faciliteter og spaafdeling kan I nyde udsigten over landskabet både gennem panoramavinduer og på udflugter. Undervejs kommer I også op i luftballon for at få fugleperspektiv på verdens tørreste ørken.

Chiloé
Igen venter store kontraster mellem denne og den forrige destination. Chiloé er den største af 40 øer i en skærgård ud for Chiles kyst. Denne naturskønne region er kendt for sine farverige huse bygget på pæle og gamle, UNESCO-fredede trækirker. Et andet trækplaster er de mange myter, som er opstået gennem tiderne, om spøgelsesskibe, varulve og menneskefjendske væsener, som siges at være en blanding af tyr og enhjørning.

Patagonien
Længst mod syd på kontinentet finder man et eventyrligt bjerglandskab, som kunne være taget direkte ud af Ringenes Herre-filmene. Steppelandskabet rummer floder og søer omgivet af majestætiske bjerge med snedækkede tinder. Her bliver I også bedre bekendt med gaucho-kulturen, som stadig lever i bedste velgående blandt Chiles cowboys.

Vil du vide mere om denne rejse?
Fortæl os, hvad du ønsker, så vi kan komme med et rejsetilbud, der passer til netop dig.

Flere rejseforslag

Best of Peru & Machu Picchu
Peru
Udforsk inkaernes rige med eksklusive togrejser og ikoniske hoteller.
11 dage
Fra kr. 99.900

Brasiliens højdepunkter fra nord til syd
Brasilien
Amazonas regnskoven, Rio de Janeiro og Iguacú vandfaldet – denne tur inkluderer alt, hvad i har drømt om i Brasilien.
27 dage
Fra kr. 77.900


















